Blog

Det, der kaldes kirke er jo yderside!

 

75-året for valgmenighedspræst Anders Nørgaards død

        Den 17. maj i år – få dage før vi fejrede pinse med budskabet om, at Helligånden kommer til verden for at skabe sin menighed og samle sin kirke, var det 75 år siden valgmenighedspræsten Anders Nørgaard døde. Anders Nørgaard var født i Vendsyssel i 1879. Han skulle fra omkring 1920 og godt 20 år frem blive en markant stemme i den grundtvigske verden. Som deltager i grundtvigsk menighedsliv i sin studietid, men først og fremmest som en ægte præstegårdsteolog levede Nørgaard sig bogstaveligt talt ind i det syn på Grundtvig og det grundtvigske, der skulle blive hans livsgrundlag og ståsted: Grundtvigs kirkelige anskuelse. Den blev eksistentiel virkelighed for ham. Derfor forkyndte han. Både, hvad der var grundtvigsk, og navnlig, hvad der efter hans opfattelse ikke var grundtvigsk. Det vinder man sig ikke mange venner på, men det måtte koste, hvad det ville. Det kostede i sidste omgang livskræfterne. Nørgaard blev kun 64 år gammel.   ”Det, der kaldes kirke både nu om Stunder her til Lands og andre Steder og også i gamle dage, er jo yderside. Det er en nærmere eller fjernere virkning af kristentroen med dens menighedsliv og så mange andre rent verdslige kræfter. Kirken, den hellige almindelige kirke, menigheden, er vor Herres rige her på jorden, men bliver aldrig et rige af denne Verden med en verdslig organisation og sligt. Men har de ”religiøse” kun sans for ydersiden, kan de let komme til at gå kirkens dør forbi.”   Sådan sagde valgmenighedspræst Anders Nørgaard i et foredrag i 1922. Sproget klinger gammeldags i nutidens ører. Men når man læser Nørgaards skrifter er man ikke i tvivl om, at han er en mand med et ærinde. Et budskab. Nørgaards ærinde var som en anden Martin Luther at vende tilbage til det oprindelige. Og det vil for Nørgaard altså sige Grundtvigs ”mageløse opdagelse” fra 1825. Den går kort fortalt ud på, at de første kristne holdt gudstjeneste længe før de skrev noget ned om det. Derfor sætter Grundtvig gudstjenesten i centrum. Sakramenterne i centrum. Anders Nørgaards motto bliver Grundtvigs verslinjer: ”Kun ved badet og ved bordet hører vi Guds ord til os” Alt andet kirkeligt er følgelig i Nørgaards optik afledninger af dette Kristi nærvær ved døbefont og nadverbord. Også Bibelen. Men indhold skaber form. Det som Nørgaard i foredragscitatet kalder for ”yderside.” I Nørgaards samtid havde humanismen efter hans opfattelse godt fat i kirke og højskole. Det var de to steder, han koncentrerede sit angreb imod. Formuleret som en anklage for at være kommet alt for langt væk fra det Nørgaard kalder for ”hjertebladet” som altså er nærværet i gudstjenesten. Det alene er det sande grundtvigske. Men mange grundtvigske skoler og organisationer kastede sig efter hans opfattelse i stedet for over ”sager” inden for samfund og kultur og gjorde disse afledninger og virkninger til det oprindelige. Han kan derfor i sine erindringer for eksempel angribe organisationen ”Kirkeligt Samfund” (det nuværende Grundtvigsk Forum) med ordene: ”Forvandlingen begyndte den dag, da oplevelsen begyndte at afløses af betragtningen, det umiddelbare af det middelbare, da grebetheden afløstes af tilslutning, da det der eksisterer i kraft af livet lever godt fordi det er blevet institution, anerkendt, understøttet, ikke blot af Staten, men af den offentlige mening.” Når man kaster en sten blandt hunde, så hyler den, der bliver ramt. Sådan er det i dag; sådan var det på Nørgaards tid. Og den grundtvigske verden hylede mod Nørgaard. Mest markant kom det til udtryk på Vallekildemødet i 1937, hvor Anders Nørgaard ganske vist ikke selv deltog, men glimrede ved sit fravær og i høj grad blev den væg, som mødets deltagere spillede bold op ad. I og for sig ikke fordi man var uenige i betydningen af Grundtvigs mageløse opdagelse. Men fordi man var uenige i, hvilken betydning den har for menneskelivet. Det skulle senere blive til den berømte årstalsdebat om, hvornår Grundtvig var mest Grundtvig. I 1825 eller i 1832, hvor han ifølge en anden vigtig Grundtvigforsker, Kaj Thaning, havde et ”opgør med sig selv” og efterfølgende betonede menneskelivets betydning i sig selv. Denne adskillelse mellem den kristelige og de menneskelig gjorde Anders Nørgaard aldrig med. Menneskelivet kan ikke adskilles fra Kristi nærvær i gudstjenestens sakramenter. Denne debat er velkendt i den grundtvigske verden. Mindre kendt i dag er måske det opgør med synet på Bibelen som åbenbaringsstedet som Anders Nørgaard også gik til kamp imod. Her blev hans modstandere vægtige folk som Karl Barth og den første generation af Tidehverv. Anders Nørgaard skrev i 1936 bogen ”Protestantismens Grundskade” Den har sin oprindelse i et foredrag som Nørgaard året før havde holdt for nogle af de første tidehvervsfolk, der i løbet af 1930’erne fik embeder blandt andet på Østfyn. Tidehvervsfolkene kunne følges langt med Nørgaard, når talen var om humanismens indtog i kirke og skole. De kunne enes med Nørgaard i, at man intet må sætte ved siden af åbenbaringen i Jesus Kristus. Men de kunne ikke enes med ham, når han med Grundtvig ville sætte sakramenternes nærvær over åbenbaringen i Bibelen. Netop fordi gudstjenesterne er ældre end Bibelen sættes de over skriften. ”Den nærværende taler (ved døbefont og nadverbord) – det er den fraværende, der er nødt til at skrive” siger Nørgaard. De unge præster var meget interesserede i dialog med Anders Nørgaard. Når det ikke blev til mere end ansatser midt i 1930’erne, skyldes det langt hen ad vejen Nørgaards form. Han var netop ikke et dialogens menneske. Hans opfattelse af sit ærinde er ofte blevet sammenlignet med en gammeltestamentlig profets: Han var blevet kaldet til at bringe Grundtvigs kirkelige anskuelse, afledt af den mageløse opdagelse, ud i verden. Nørgaards tålmodighed med diskussionslystne modstandere kunne derfor være på et meget lille sted, og derved stødte han nok mange fra sig, der ellers kunne have fulgt ham. Nu blev det Thanings Grundtvigopfattelse, der langt hen ad vejen sejrede, og Nørgaard forblev i høj grad en parentes. Men mange af hans ord har aktualitet her 100 år efter. Det kirkelige liv er trængt i en sekulariseret verden, hvor det menneskelige er gået på egen hånd i et omfang som jeg tror ville komme bag på selv Kaj Thaning. Måske er der brug for at vække Nørgaard til live igen om end i en form, der respekterer de 75 år, der nu er gået siden hans død. Nørgaards tanker udmøntede sig i de sidste år op til hans død i et ønske om at skabe en kirkeskole for hans tolkning af den ubrydelige sammenhæng mellem det kirkelige og det menneskelige. Han nåede det ikke selv, men folk som Poul Engberg stiftede i 1946 ”Dansk Kirkeskoleudvalg” der siden afholdt mange møder blandt andet på Snoghøj Folkehøjskole. Mange teologer og andre teologisk interesserede har også deltaget i ”Teologmødet” Mottoet for skolen er naturligvis også et Grundtvigcitat: ”Kirken skal med Jorden stå, skolen skal med solen gå, riget at oplyse” Naturligvis skal en kirkeskole beskæftige sig med menneskelivet i alle dets facetter, men det skal ske i sammenhæng med Grundtvigs syn på hvad en menighed er og, sakramenternes centrale betydning som ”hjertebladet.” Anders Nørgaard ligger begravet i Vejstrup på Sydøstfyn. I menighedens midte.