PRÆDIKEN SØNDAG DEN 22. JANUAR 2023 – 3.SEH

VESTER AABY KL. 9 – AASTRUP KL. 10.15

Tekster: 5. Mos. 10,17-21; Rom.12,16b-21; Matth. 8,1-13

Salmer: 752,52,66,365,582

Vær altid hos os, stærk og mild,

med livets lys og Himlens ild,

med sandheds ord og nådens røst,

med stadigt håb og evig trøst!

For nogle dage siden var der i Kristeligt Dagblad et interview med en psykiatrisk overlæge. Jeg tror, det var i forbindelse med det fokus, der er kommet på lange behandlingstider i psykiatrien. Det er et emne, der i en travl hverdag ryger under radaren hos mange mennesker, og et emne, der måske også holdes ud i strakt arm fordi det er angstprovokerende i al sin ukendthed for de fleste.

I dagens tekst møder vi en spedalsk, der bliver helbredt. Spedalskhed er ikke en sygdom, vi til daglig frygter på vore breddegrader, selv om den stadig findes og frygtes rundt omkring i verden. Men det er en sygdom, der også nedbryder sine ofre og samtidig virker angstprovokerende på sine omgivelser. Derfor kan også den føre til udstødelse af samfundet. Til tabuisering.

Det er derfor nærlæggende at drage en parallel og lade spedalskheden i dagens evangelietekst være et billede på, hvad vi som mennesker generelt frygter at komme i berøring med og derfor forsøger at fortrænge.

Og her på vore breddegrader byder psykisk sygdom sig til som en mulighed og et eksempel. Det fremgik af artiklen i Kristeligt Dagblad, at mens ventetiden på at få behandlet et brækket ben måles i timer, så måles behandlingen af psykisk sygdom i måneder og somme tider år. At det er sådan, er et politisk emne og hører derfor ikke hjemme i en prædiken. Men når dagens tekst handler om en spedalsk, en frygtet og udstødt, kan vi godt i en prædiken nævne den generelle holdning til psykisk sygdom, der ganske vist i modsætning til spedalskhed ikke er smitsom, men som alligevel stadig i høj grad isoleres og tabuiseres.

Sådan er det i dagens Danmark, og sådan var det i Kapernaum på Jesu tid.

Det er derfor bastante menneskelige modstandsmure, Jesus i dag bryder ned, når han først rører ved et menneske, intet menneske ville røre ved, og bagefter alene med sit ord helbreder en tjener hos den forhadte romerske besættelsesmagt.

Den psykiatriske overlæge gav med sit interview et lille indblik i, hvordan behandlingsmetoderne og mulighederne er i dag. For det er naturligvis alt for kortsigtet blot og bart at sammenligne et brækket ben med en psykiatrisk diagnose, der kræver langvarig behandling og måske ikke mindst accept. Og så er det altså ofte også en ukendt verden for de af os, der ikke til daglig er i berøring med den.

Overlægen brugte et meget smukt og sigende billede: Hun talte om elefanten i rummet.

Der er mange situationer i vores liv, hvor vi møder elefanten i rummet. Hvor vi undgår at italesætte det, som alle godt ved fylder i rummet.

Det undlader man ikke i behandlingen, sagde overlægen. Vi taler om elefanten i rummet.

Det er allerede et godt stykke af vejen. Men det, som jeg bed mærke i var, at hun fortsatte sit billede med at sige: Men der er ingen, der har sagt, at elefanten skal stå midt i rummet. Patienten og jeg hjælpes tit ad med at slæbe den ud i det ene hjørne.

Det er erkendelse og behandling sagt i en enkelt sætning som ovenikøbet er underfundig. Hvis ikke den syge erkender elefanten, og hjælper lidt til selv, bare en lillebitte smule, så kan behandlingen have svært ved at nå ind. Vil du være rask? spørger Jesus et andet sted den lamme ved Betesda Dam.

Det gælder i næsten alle livets sammenhænge.

At være rask i denne forbindelse kan være at blive i stand til at kunne leve. Også med en diagnose. Ikke nødvendigvis at fjerne den. Det kan nemlig ikke altid lade sig gøre.

Og i dagens evangelietekst til den 3. søndag efter Hellig Tre Konger hjælper patienterne til selv. Ved at lade sig føre.

Den spedalske kaster sig ned foran Jesus, da han er på vej ned fra det bjerg, hvor han havde holdt sin Bjergprædiken.

Han bryder et meget strengt tabu ved at gøre det. Vi skal se en hel flok elefanter komme marcherende ved den handling. Ikke hen ad edderkoppens fine spind, men direkte ind i en glasbutik, i en søndertrampning af hele den jødiske lovgivning omkring spedalskhed. Regler for renselse og afstand, der i bund og grund var ganske fornuftige på en tid, hvor man ikke vidste, hvad sygdommen kom af, eller hvordan man skulle behandle den.

Men nu havde den syge altså fået nok af at vente. Nok af at være udstødt. Han kunne ikke gøre sig selv rask.

Men han kunne lade sig føre af sin tro. Af Guds tro.  På ham. Det var ikke sine egne kræfter, han skulle bruge. Det var Guds.

Det er grunden til, at vi skal høre om den spedalske her i Helligtrekongerstiden. Den tid i kirkeåret, hvor Jesus kommer til syne i verden og handler ind i verden. Bryder grænser og tabuer ned ved at vise sin magt. Den magt, der med sit ord har skabt himmel og jord.

Ordets magt. Ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os.

Derfor hører vi også i dag en beretning om, at ord alene kan gøre det.

Sådan er det ikke blandt mennesker. Hvis ord kunne rette op på alle skævheder i samfundet, ville de have været væk for længst.

Men vi får i dag åbenbaret, at ord fra Gud og ord fra mennesker ikke er det samme.

Og at kærlighed ikke kender til grænser.

Også russerne elsker deres børn som Sting sang sidste gang, krigen var kold.

Officeren – eller høvedsmanden som han hed i gamle dage – var repræsentant for den romerske besættelsesmagt i Kapernaum. Han var pr. definition forhadt, og ingen ønskede noget godt for ham.

Men han havde en tjener, der var syg. Matthæus lader os i dagens tekst forstå, at officeren ikke var et udyr, et bæst.

Men et menneske.

Og at Guds kærlighed ikke kender til grænser.

Også den romerske officer havde handlet. Lade sig føre. Han vovede sig frem til trods for sin forvisning om, at han ville blive mødt med foragt af den flok, der kom gående ind i Kapernaum.

Men han havde mærket på egen krop som vi skal synge om lidt, at ”Kun den er i Guds rige stor, hvem kærligheden tvinger” Frygten for at miste et menneske, der havde betydning for ham, fik ham til at overvinde frygten for at blive foragtet.

Fordi han ville foragte sig selv, hvis han ikke gjorde det.

Elefanterne marcherede videre, da han henvendte sig til Jesus.

Men han kendte ordets magt, selv om det alene var som menneskelige ordrer til mennesker.

Det er det, Jesus kalder den største tro, han har mødt.

Det er nemlig en tro, der adlyder. Adlyder blindt.

Det kan vi undre os over i en verden, hvor historien har lært os, at en tro, der adlyder blindt, fritager sig selv for ansvar. Vi handlede blot efter ordrer lød forklaringerne ved krigsforbryderprocessen i Nürnberg efter 2. verdenskrig.

Men det var netop menneskers tro på mennesker og intet andet. Ikke en tro på Gud. Officeren som Jesus møder i Kapernaum henvender sig ikke til sin overordnede for at gøre sin tjener rask.

Han henvender sig til Guds Søn.

Det gør en verden til forskel. Guds verden.

Og en sådan tro havde Jesus ikke før fundet i Israel. En tro, der ikke lader sig begrænse af menneskelige regler og fordomme.

En tro, der ikke kun flytter grænser, men også elefanter. Fordi dens kræfter er Guds – ikke menneskers. Vi får kun kræfterne til låns. Så vi kan lade os bære af Gud.

Vi må leve med at elefanterne ikke altid flyttes ud af rummet, som den psykiatriske overlæge sagde. Godt at vide, at mennesker, der har det svært, kan mødes af et sådant menneske. Også når vi andre må give slip, eller vender ryggen til.

Vi hører i dag, at ordet fra Gud, Ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os kan flytte rundt på det, der spærrer for vores udsyn, hvad enten det så er elefantstort eller ganske småt. I vore øjne eller i andres øjne. I dag hører vi, at Jesus trådte frem i egne, der var kendte for ham. Kapernaum udnævnes mange steder til at være Jesu hjemby.

Men vi hører først og fremmest, at Guds grænser i Jesus Kristus blev brudt ned, så hele verden kunne blive Guds hjemby. Vi hører i evangeliet, at Jesus også rækker ud for at røre ved os. Det gør han ved døbefont og nadverbord. Og med sit ord sender han os ud i livet for at give Hans kraft og håb videre.

Det sætter os langt fra altid i stand til at flytte elefanter med vore ord og med vore kræfter.

Men mindre kan også gøre det. Vi kunne jo begynde med en myg.

AMEN